Maj-Britt Kjær
21. april 2025

Maj-Britt Kjær
Opstillet for: Venstre Hammer Bakker
E-mail: kontakt@majbrittkjaer.dk
Telefon: 20 82 85 64
Jeg hedder Maj-Britt Kjær, er 49 år og bor i Vestbjerg. Her deler jeg livet med min skønne familie, Dicte på 15, Andreas på 17 og min mand Birger, som jeg er lykkelig gift med på 19. år.
Birger er Jægersoldat og er pt. ansat ved Ejendomsstyrelsen i Hjørring og har før det været rigtigt mange år ved Specialoperationskommandoen og Jægerkorpset på Flyvestation Aalborg.
Dicte går i 8. klasse på Skipper Clement Skolen i Aalborg og Andreas går i 2. g. på Nørresundby Gymnasium.
Gennem mit liv har jeg boet i mange forskellige dele af Aalborg Kommune, bl.a. Nørresundby, Vejgaard, Skalborg og centralt i Aalborg by.
Jeg har en baggrund som selvstændig, hvor jeg hjælper virksomheder med at sikre, at de får de ydelser, de er blevet lovet af deres leverandører af digitale services.
Jeg er uddannet kandidat i International Virksomhedsøkonomi (Aalborg Universitet), Grafisk Designteknolog (UCN) og Corporate Innovation (Stanford – USA). Mine uddannelser og mine mange års praktisk erfaring indenfor erhvervslivet giver mig en solid faglig ballast til at sikre en gunstig politik i Aalborg Kommune.
Jeg lægger mange frivillige kræfter i foreningslivet og har gennem flere år været aktivt bestyrelsesmedlem og formand i forskellige idrætsforeninger. P.t. som bestyrelsesmedlem i Aalborg Volleyball.
Mit aktive virke har med årene også ført til, at jeg er næstformand i foreningernes forening - DGI Nordjylland - hvor vi arbejder hårdt for bedre vilkår for alle de nordjyske foreninger og frivillige. DGI Nordjylland har 191.000 medlemmer og 800 medlemsforeninger.
Jeg brænder for at gøre en forskel i Aalborg Kommune, hvor jeg vil være en tydelig og nærværende stemme for alle borgere.
Mine fokusområder er:
· Vi skal være en visionær kommune, som igen sikrer fornuftig byudvikling i vækstbyerne og en innovativ og nytænkt Aalborg bymidte.
Mine grundlæggende visioner for nytænkning i forhold til Aalborg bymidte kan læses i NORDJYSKEs artikel her.
Byudvikling i vækstbyerne ligger også mit hjerte nært og jeg vil bl.a. kæmpe for, at vi får et plejehjem i Vestbjerg, samt at pasningsmuligheder og skolekapaciteten matcher de lokale behov.
- · Markant fremme af erhvervslivet, herunder Forsvaret som vækstskaber for hele Aalborg Kommune. Aalborg har en lang historie som garnisonsby og Forsvaret har altid haft en vigtig rolle. De massive investeringer i Forsvaret, som nu fordeles i Danmark, skal vi som kommune arbejde hårdt på at få til Aalborg. Vi skal samtænke investeringerne, så de gavner mange forskellige dele af vores lokalsamfund.
Mine tanker om det, kan du læse mere om i mit debatindlæg i NORDJYSKE her.
- Erhvervsudvikling er helt grundlæggende en del af min tilgang til politik og vil ALTID være af højeste prioritet for mig. Det gælder såvel nystartede som etablerede virksomheder - og små såvel som store virksomheder!
- · Fokus på sundhedsfremme, foreninger og frivillighed. Sundhedsreformen er på vej og snart kommer også en Folkesundhedslov. Den forpligter kommunerne til at arbejde systematisk med forebyggelse og sundhedsfremme.
Aalborg Kommune skal i arbejdet med den nye Folkesundhedslov fokusere på at styrke kommunens kerneopgaver og overlade andre opgaver, i forhold til frivillige og foreninger, til specialiserede aktører som f.eks. DGI.
Opnåede besparelser bør bruges på sikring af faciliteter til idræt og foreningernes aktiviteter i oplandet og i midtbyen. Aalborg Kommune skal understøtte de frivilliges mødesteder og aktiviteter. Det gavner foreningerne, de frivillige og ildsjælene – og det sikrer sundhedsfremme og forebyggelse!
Følg mig gerne på: