Louise Madsgaard

19. april 2025

Louise Madsgaard 

Opstillet for: Venstre Nibe-Frejlev 
E-mail: louisemadsgaard@gmail.com
Telefon: 42 72 11 10


Mit navn er Louise Madsgaard. Jeg er 43 år, gift med Jacob og mor til tre dejlige drenge på 5, 11 og 18 år. Vi bor i Barmer vest for Nibe, hvor vi nyder livet i et stærkt lokalsamfund – med ildsjæle, fællesskab og masser af frisk luft. Jeg nyder at bruge tid i haven og i vores campingvogn, mens tankerne får frit løb. Det er her, jeg lader op – og dér, hvor mine politiske idéer ofte får liv.

Jeg lader mig også ofte inspirere, når jeg læser. Jeg er historienørd til fingerspidserne og underviser i bl.a. historie og samfundsfag. Familien mener, at vi nemt kunne oprette Barmer Bibliotek og opstarte udlån 

Jeg er født og opvokset flere steder i Aalborg, men føler mig mest knyttet til Vejgaard. Her købte min far og bonusmor hus, da jeg var helt lille, så jeg mindes netop Vejgaard som mit barndomskvarter. Jeg elsker at bo på landet, men nyder også at vende retur til Vejgaard, hvor min far og også farmor fortsat bor.

Til daglig arbejder jeg som speciallærer i folkeskolen. Derudover er jeg næstformand  i landsorganisationen Skole og Forældre og formand for skolebestyrelsen på Sebber Skole . Jeg er vel nok én af dem, man kalder “Tordenskjolds soldater”. Jeg engagerer mig, fordi jeg ikke kan lade være.

Man skal steppe ind, når man har noget på hjerte

- derfor stiller jeg op til kommunalvalget i Aalborg Kommune.

En kommune, hvor børn får en god start

Som både mor, lærer og skolepolitisk stemme har jeg set det fra alle vinkler: Børns trivsel og læring kræver nærvær, faglighed og tid. Det skal være trygt og udviklende at vokse op – uanset om man bor i byen eller i et lille lokalsamfund.

Jeg vil kæmpe for stærke dagtilbud og skoler, hvor ressourcerne når hele vejen ud til børnene. Der skal være plads til både de børn, der stryger af sted, og dem, der har brug for støtte og tålmodighed.

Et stærkt sikkerhedsnet, når livet rammer

Jeg tror på frihed og ansvar – men også på, at ingen skal stå alene, når livet slår knuder. Vi har som kommune et ansvar for at sikre, at udsatte børn og familier, unge uden fodfæste og ældre uden netværk får den hjælp, de har brug for.

Det handler ikke om at lave store systemer, men om at møde mennesker med tillid og respekt. Hjælpen skal være tidlig, individuel og målrettet det, der virker.

Frihed til at vælge – med respekt for forskellighed

Mennesker er forskellige – og det skal vores velfærdsløsninger afspejle. Jeg tror på valgfrihed i både dagtilbud, skole og ældrepleje. Både offentlige, private og civilsamfundets aktører har noget vigtigt at byde ind med. Det vigtigste er, at borgerne oplever kvalitet, nærhed og reel mulighed for at vælge det, der passer bedst til deres liv.

Sammenhængskraft – hele vejen ud

Jeg er selv fra et lokalsamfund, hvor der er langt til byrådssalen, men tæt til fællesskabet. Jeg vil arbejde for, at beslutninger og investeringer ikke kun gavner centrum, men hele kommunen.

Landsbyer og landdistrikter har livskraft, men de skal have opbakning. Vi skal sikre gode skoler, institutioner, infrastruktur, kultur og fritidsmuligheder – også uden for Aalborg Midtby.

Frivillighed er fundamentet

Frivillige gør en kæmpe forskel. De skaber liv i hallerne, omsorg og tid i ældreplejen, støtte til børn og unge og sammenhold i lokalsamfundene. Men mange oplever, at bureaukrati spænder ben for lysten til at hjælpe.

Jeg vil arbejde for bedre vilkår for de frivillige – mindre papir, mere tillid og bedre adgang til faciliteter og støtte.

Følg mig gerne på min Facebookside her